Til forsiden
Sæby Vandmølle

Sæby Vandmølle blev opført som kongelig ejendom i 1640. Møllen har haft mange ejere. Elisabeth Bille fik lov til at opkræve bropenge af alle, der passerede broen. Hans Severin Aabel er et af de mere kendte navne, når man taler Sæby Vandmølle.

Sæby Vandmølle
Sæby Vandmølle
Sæby Vandmølle blev opført som kongelig ejendom i 1640. I 1646 overtog Mandrup Brahe Sæbygård og fik nogle år efter overdraget vandmøllen. Efter Mandrups død solgte hans kone møllen til Niels Juel, som også overtog Sæbygård i 1668.


Opkrævede bropenge

I 1682, da Holger Pachs og Elisabeth Bille overtog Sæbygård, kom Sæby Vandmølle tilbage på kongens hænder, dog købte Elisabeth Bille møllen på en auktion i 1703. Men allerede i 1716 prøvede hun at få den solgt på en auktion, uden at det lykkedes for hende.

Hun kunne trøste sig med, at hun fik lov til at opkræve bropenge af alle, der passerede broen - dog ikke Sæbys egne borgere. Pengene skulle bruges til reparationer og anden vedligeholdelse af vandmøllen.

Hans Severin Aabel

I 1747 solgte Elisabeth Billes efterkommer møllen til Mads Kristensøn. Siden har møllen haft en stribe andre ejere, deriblandt Hans Severin Aabel, som er et af de mere kendte navne, når man taler Sæby Vandmølle.

Hans Aabel stammede fra Norge, men da Norge mistede sin flåde under Englandskrigen, drog han til Sæby, hvor han blev møller. Da Hans Aabel døde i 1835, overtog hans søn, Christian Aabel, som blev en meget velhavende mand.

Da tyskerne besatte Sæby i 1864, mistede han store dele af sin formue, da han skulle producere en del mad til tyskerne uden at få noget til gengæld.

Da Christian døde, blev møllen overtaget af sønnen Hans S. Aabel, som var en god forretningsmand og hovedårsagen til, at Sæby Jernkilde blev opdaget. Efter ham var der nogle få ejere, inden møllen lukkede i 1942.
Af: Sæby Turistbureau
Torsdag, marts 17 2011
Den smukke gamle Vandmølle i bindingsværk ligger ved Sæby Å.

Vandmøllen er i dag privat bolig og kan kun beses udefra.

Toppen af Danmark A/S Skandiatorv 1, 2. 9900 Frederikshavn KONTAKT